Lykke

LYKKE er Fejø Freedom Festival bud på ny dansk Kleopatra inden for pop-indie. Det er en ekspressiv inderlighed der rammer publikum, som vi senest har mødt det hos Jada og hos alle sangerinders forbillede, Annisette fra Savage Rose.
LYKKE indtager scenen i front en velspillende kvartet, med sange om ulykkelig kærlighed, svigt og ensomhed – men giver så alligevel en lang fuckfinger til normer om parforhold og den-eneste-ene som livets endemål.
Karrierens højdepunkter tæller SPOT Festival 2025 og Den Fynske Musikpris 2026, hvor Lykke løb med prisen som “Årets Håb”. Lykke udgav sit debutalbum ‘Et Ulykkeligt Liv’ 24. oktober 2025. Ifm. albummet spillede Lykke på 13 scener i Danmark for at fejre udgivelsen. Hun kom bl.a forbi A-huset (Aarhus), Rust (Kbh) og et fyldt Frølageret i Odense.
Hendes musik er en hyldest til det danske sprog og formår på fornem vis at kombinere smukke melodier med finurlige og krukkede linjer. Lykke gemmer intet bag facader – hun siger tingene, som de er, med en ærlig og rå tone.
Live-optrædenerne er en sand oplevelse, så Fejø Freedom Festival ser frem til at dele denne med jer.


